Kronnyt
maj 2006
Som bekendt gik vores tidligere gartner fallit lige op til forårstravlheden. Vi har nu ansat en gartner, Per, der allerede er trådt i karakter. Velkommen til ham. I den anledning har foreningen indkøbt en ny havetraktor, buskrydder og en hækklipper. Per er ansat fra maj til oktober i år og hvis alt går vel, regner vi med, at Per fortsætter til næste år. Der er allerede god gang i ukrudtsbekæmpelse og græsklipning, så der er udsigt til veltrimmede fællesarealer i år. Denne ordning er ikke dyrere end den gartnerkontrakt, der for nylig bortfaldt, tværtimod ser det ud til at blive en kende billigere.
Formanden oplyser, at der allerede er tegnet kontrakt på næste vinters snebekæmpelse, selv om den nys overståede vinter var en dyr fornøjelse. Begynd bare at spare op, thi der vanker forhøjelse af fællesudgifterne.
Der gives besiddere af automobiler, der ikke kan finde ud af parkeringsreglerne på vore parkeringspladser. Her tænker vi på parkering indenfor de gule afmærkninger. Da det er vigtigt for vor alle sammens sikkerhed, at de adgangsveje, som de gule felter markerer, holdes frie, slår bestyrelsen to fluer med et smæk. Vi opsætter blomsterkummer i alle de gule felter. På den måde opnår vi en forskønnelse af området, samt forhåbentlig at de gule afmærkninger respekteres.
Nu vi taler om forskønnelse af områderne, så bliver der sat nyindkøbte bænke op ved vor næsten nyanlagte legeplads, så kan barnepigerne finde hvile, mens de små muntrer sig.
Da der ikke her i Krondrevet findes en storskraldsordning, kommer der også i år affaldscontainere. Det bliver formodentlig i den 2. og den 4. weekend i juni, altså 9-11/6 & 23-25/6.
Hvis vi ønsker en sommerfest i Krondrevet i år, så er det ved at være sidste udkald. Alle I, der er interesserede i at holde ved den gode tradition, kan melde jer hos Gitte i nr. 74.
Til alle I nyindflyttede i Krondrevet. Husk lige, at ifølge foreningens vedtægter skal hunde føres i snor på foreningens arealer, også selv om hundene både er nyvaskede og velafrettede. Vi vil lige minde de nye og nogle af de gamle også om, at områderne rundt om husene skal holdes i Krondrevets sædvanlige høje standard.
For at være
helt sikre på, at alle har forstået det, repeterer vi lige. På general
forsamlingen i år vedtog vi en ændring af måden, det enkelte medlem afregner
forbruget af varme på. Tidligere betalte vi simpelthen i forhold til, hvad vi
brugte iflg. måleren inde i huset. Denne metode har imidlertid den svaghed, at
den ikke tager højde for, at der er noget varme, der ganske enkelt bliver væk
på sin vej ud til den enkelte. Det drejer sig om ca. 20%. Der er ikke tale om,
at vi fyrer for gråspurvene, snarere fyrer vi for muldvarpene, men et sådant
varmetab kan ikke undgås, selv ikke i de bedste anlæg. Derfor deler vi lige
udgiften til varmetabet, inden vi hver især bliver opkrævet for det forbrug,
som varmemåleren viser. Lad os tage et eksempel: Hvis vi bruger varme for ca.
1.000.000 kr. sammenlagt her i foreningen er der altså et tab på ca. 200.000
kr. Dette beløb deler vi ligeligt. De resterende ca. 800.000 kr. bliver
afregnet i forhold til den enkeltes forbrug iflg. måleren.
For lige
at afslutte med lidt mere vedrørende varmeregningen. Varmeaflæsningen bliver i
år den sidste uge i juli, begge weekends inkl. Altså primært d. 22-23/7 &
29-30/7. Såfremt der opstår forhindringer ring til Jørgen på 49 70 72 10 og
prøv at aftale anden tid. Ind imellem er han til at tale med.
Lagt på www. 21.05.2006