Kronnyt november 2005

 

Der er ingen grænser for aktiviteterne her i området. Fra fællesudvalget oplyses der at et sammenhængende stisystem snart står færdigt. Stierne på Valsens del forbliver grusbelagte og der bliver anlagt trapper fra denne del af stisystemet og op til Møllestenen. Den midlertidige vej ved varmecentralen lukkes og stien der adskiller Krondrevet og Møllestenen forlænges ned til Ellekildehavevej. Der bliver drænet noget mose, men ellers er det meningen at naturen på området i høj grad skal passe sig selv. Al denne aktivitet på et uændret budget! For øvrigt forsvinder der også skilte fra Fællesudvalgets områder, det er vist ved at udvikle sig til en dårlig vane dette her.

  En ny fyringssæson er just påbegyndt og i den anledning vil vi da lige give et par ord med på vejen. Vi har generelt her i bebyggelsen nogle meget lave varmeregninger, men for at opnå dette, kræves det at man sætter sig ind i hvordan varmeanlægget fungerer. Varmeanlægget og dets funktion er beskrevet i et særskilt menu punkt på foreningens altid ajourførte hjemmeside. Er du ikke i stand til at komme på ”nettet”, findes der en trykt udgave. Hvis du er nyindflyttet så kig papirerne igennem det kan jo være at den findes blandt husets papirer, eller spørg en af dine naboer. Det er også altid en god ide jævnligt, f.eks en gang om måneden at aflæse måleren der viser det forbrugte vand i m3. Det bør være muligt at opvarme et hus med et par hundrede m3 varmt vand om året.

  Vi har i år udskiftet den gamle gartner med en ny. Dette skift har ikke været uden problemer, hvilket de fleste ved selvsyn har kunnet konstatere. Den lidt tilfældige måde arbejdet er udført på, skyldes efter bestyrelsens bedste opfattelse, ikke dårlig vilje fra gartnerens side. Et udvalg under bestyrelsen har hold et møde med gartneren, der giver udtryk for at han nu kender området og til næste år vil han være i stand til at overholde arbejdsplanerne. Tilbuddet på vedligeholdelsen af foreningens grønne områder er virkeligt fordelagtigt, så vi har valgt at forny kontrakten incl. snerydning. Vi overvejer at lade gartneren udarbejde et tilbud på vedligehold af områderne omkring de enkelte huse til en standard pris. Så kan de der ikke overkommer denne pligt jo tegne abonnement.

  Det har været beskrevet på hjemmesiden, der har været uddelt invitationer til begivenheden og der er lagt flotte billeder ud på www.  Ja – rigtigt nok, det er indvielsen af vores nye legeplads der hentydes til. Nu er begivenheden også beskrevet her i Kronnyt, og det var altså en vellykket indvielse af en meget vellykket legeplads. Men ingen roser uden torne, en nabo til den forkerte side, hvis man kan sige det sådan har klaget til kommunen. Vi har ganske vist ikke søgt om byggetilladelse da vi jo bare fornyede en nedslidt legeplads. Formodentligt går sagen i orden og fuld dokumentation er tilsendt Teknisk forvaltning. Dagen efter indvielsen forsvandt et af vore skilte, der snarrest vil blive erstattet.

  På foreningens hjemmeside findes der en facilitet kaldet ”Opslagstavlen”. Denne har jo ifølge sagens natur kun været tilgængelig for de der er i stand til at gå på www. Men nu har den altid brugervenlige og informative redaktør i samarbejde med vores alle sammens Jørgen, besluttet at printe disse petit nyheder ud og hænge dem op i foreningens udhængskab.

  Foreningen er ved at få lavet nogle nye oversigtstavler over området, der skal erstatte de gamle. Disse nye tavler vil blive hængt op inden længe, trods den risiko der åbenbart er forbundet med skiltning her i sognet.

  Foreningens budget for næste år skal snart udarbejdes, så er du fuld af gode ideer, eller synes du at der mangler noget, eller at noget er for grimt eller for dumt så henvend dig med al din kreativitet.

  Nye medlemmer af foreningen husk at bestyrelsen træffes den anden torsdag i hver måned undtagen juli, kl. 19.30 – 20.00.

  Lagt på www. 13.11.05 / PJ